Kæmpe stadion kan være på vej i hovedstaden

23 oktober 2019 admin

Et kæmpe stadion med plads til op mod 50.000 tilskuere kan være på vej i hovedstaden. Der stilles nemlig nye krav til infrastruktur, hvis Danmark fremover skal følge med de andre europæiske lande i fodbold.

Den ældre generation husker nok stadig, da landsholdet i 1985 slog Sovjetunionen 4-2 på Danmarks nationalstadion Idrætsparken i 1985. Siden blev dette stadion omdøbt til Parken og udvidet, så det i dag kan rumme op til 38.000 tilskuere. Selvom det kan lyde af meget, så er det ifølge DBU slet ikke nok, hvis Danmark de kommende år skal gøre sig forhåbninger om at kunne afholde store fodboldevents. For store turneringer som eksempelvis kvinde-EM eller VM, eller måske en Europa League-finale for herrerne, kræver ifølge DBU bedre faciliteter, end dem Danmark i dag kan stille med. Derfor vil DBU de kommende år arbejde målrettet for at etablere et nyt nationalstadion i hovedstadsområdet, der kan rumme op til 50.000 tilskuere. Der er ikke tale om, at DBU vil bygge et nyt stadion, der kun er forbeholdt landsholdet. Så ifølge fodboldforeningen er muligheden derfor enten at bygge nyt i samarbejde med klubberne eller udvide i Parken eller på Brøndby Stadion.

Godt nyt til Vestdanmark

DBU’s store stadionplaner er dog ikke kun forbeholdt fodboldfans i hovedstaden. Planerne er nemlig også at etablere et nyt stadion vest for Storebælt, der kan huse 25.000 tilskuere. Sådanne faciliteter er nødvendige, hvis Danmark vil afholde finalekampe for eksempelvis ungdomsturneringer, som vi senest gjorde det med U21-EM i 2011. I dag ligger Jyllands største stadion i Aarhus, hvor Ceres Park & Arena har plads til 19.433 tilskuere.

Svenskerne er der allerede

Ideen om et stadion i hovedstaden der kan rumme op til 50.000 tilskuere er nok ikke så urealistisk, som det umiddelbart kan lyde. Hos vores svenske naboer har i de i hvert fald ført et sådant byggeprojekt ud i livet. Friends Arena i Stockholm, fra 2012, kan i dag lukke 50.653 tilskuere ind på det, som er blevet Sveriges nationalstadion. Selvom svenskerne dermed kan prale af at huse det største stadion i Norden, så er der alligevel et godt stykke vej op til Europas største stadion. Camp Nou i Barcelona har nemlig plads til ikke mindre end 99.354 jublende fodboldtilhængere på tilskuerpladserne. Og hvad så med verdens største stadion? Ja det har du nok aldrig hørt om, for det ligger nemlig i Nordkorea. På Rungrado 1st of May Stadium kan der presses ikke mindre end 150.000 tilskuere ind, når den store leder i landet skal hyldes.

Flere Nyheder